Jun 24, 2016
Siden Aarhus Kommune samlede IT-drift og -support for kommunens 30.000 medarbejdere hos Brugerservice i 2013 har man kæmpet med et dårligt fungerende servicedesksystem. I samarbejde med Devoteam er det nu skiftet ud med en moderne serviceportal. Portalen kan udbredes til flere serviceområder i Aarhus Kommune, så perspektiverne for portalen er store.
  • PRESSEMEDDELSE

    Lange svartider, manglende overblik og fælles viden har været en del af dagligdagen i  Brugerservice, før implementeringen af den nye serviceportal. Et stort problem for en IT afdeling, der skal håndtere henvendelser om fejl eller indkøb af nye computere og telefoner fra kommunens mange tusinde ansatte.

    "Vi modtager dagligt omkring 400 sager om alt fra problemer med it-systemerne til forespørgsler og bestillinger. Det gamle system har gjort det virkelig svært for os at levere et tilfredsstillende serviceniveau og det har også påvirket  vores arbejdsmiljø i den forkerte retning” siger Jesper Dannerfjord, Chef for Brugerservice i Aarhus Kommune.

    I samarbejde med Devoteam har Aarhus Kommune nu fået implementeret en moderne serviceportal, der skal løfte service management til et højere niveau:

    ”Vi har fået mulighed for at digitalisere mange flere arbejdsgange og procesunderstøtte bedre.  Vi starter småt med  det helt grundlæggende, men tænker stort. Vi vil bruge serviceportalen som en platform til levering af professionel  service og meget gerne på flere områder end IT. Derfor er portalen et rigtig vigtigt strategisk værktøj for os, når vi  ser ind i fremtiden”  tilføjer Jesper Dannerfjord.

  • Den nye serviceportal giver et hav af nye muligheder

    Serviceportalen er opbygget, så den giver mange nye muligheder for at arbejde smart og effektivt med serviceleverancer samtidig med en markant forbedring af brugeroplevelsen. For eksempel kan brugerne lettere følge deres sager samtidig med at medarbejderne på ”indersiden” nemmere kan finde og genbruge viden om fejl og løsninger.

    En stor del af arbejdet har handlet om at udarbejde formularer for fejl og henvendelser, så alle oplysninger samles og struktureres fra starten. I den forbindelse har den nye portal også imødekommet et stort ønske om at opdele fejlindberetninger fra bestillinger. Nu bliver de ansatte mødt af to knapper på forsiden; én til it-fejl, når der er behov for teknisk support og én til bestillinger af mobiltelefoner, pc’er, osv. Før var der én knap og et fritekstfelt. En lille ting, der gør en stor forskel.

    ”Vi er rigtig glade for vores nye serviceportal og bliver løbende positivt overrasket over hvor meget systemet kan. Vi kan udvide platformen så flere services kommer med og vi kan bruge det samme workflow. Det er smart og vil gøre vores arbejde sjovere og mere effektivt” afslutter Jesper Dannerfjord.

  • Aarhus Kommune er den første kommune på løsningen

    Løsningen, der ligger til grund for Serviceportalen, er en amerikansk cloudbaseret service management løsning ved navn ServiceNow, der i de seneste fire til fem år har gået sin sejrsgang verden over. Mange danske virksomheder har taget løsningen til sig, herunder virksomheder som Danske Bank, Energinet, DR, Region Midt, Region Hovedstaden, Arla, og nu – som den første kommune – Aarhus Kommune.          

    For mere information, kontakt venligst:
    Devoteam– Direktør for ITSE Scandinavia, Henrik Madsen, 3112 3503, henrik.madsen@devoteam.com
    Aarhus Kommune – Chef for Brugerservice /CIO Jesper Dannerfjord, 4062 6890, jed@aarhus.dk

  • Om Devoteam

    Devoteam bistår offentlige og private virksomheder med deres digitaliseringsdagsorden. I Danmark er vi 100 konsulenter med base i hhv. København og Aarhus, der er specialiseret i informationsteknologier og gennemførelse af digitaliseringsprojekter. Vi hjælper vores kunder med procesoptimering af deres forretning og etablering af nye digitale services. Desuden hjælper vi it-afdelingerne med effektivisering og omstillingen til den nye virkelighed.

    Devoteam Danmark er en del af Devoteam Group, der er repræsenteret i godt 20 lande med i alt godt 4.000 konsulenter. Devoteam er børsnoteret i Paris.